Hvad skal du forvente?

Det her er holdet for dig, der vil fordybe dig i klassisk kunst!

Der findes ikke tilsvarende tilbud i København.

Der er ingen formelle adgangskrav, men det vil være en fordel, hvis du har modtaget formel tegneundervisning tidligere. Hvis du tidligere har gået på et aftenhold på TegneskoleKBH, har du allerede et godt indtryk af hvad du kan forvente af skolen. Ellers læs nedenstående grundigt og henvend dig gerne til os med dine uddybende spørgsmål.

Ligesom i fodbold er "reglerne" for klassisk kunst simple, men det tager mange års træning at mestre. Dette kursus er for dig, der er klar til at fordybe dig i en verden af klassisk kunst, gennem 4 spændende og udfordrende måneder.

Det bliver sjovt, og det bliver hårdt.

Du vil få en masse kritisk feedback på dit arbejde undervejs, både individuelt og under fælles gennemgang.

Det kan til tider føles hårdt for nogle, men husk på, at kritikken aldrig drejer sig om dig som person, men udelukkende er ment som en hjælp til din kunstneriske udvikling.

FORM OG FARVE

Som noget helt nyt vil du fra dette semester få mulighed for både at tegne og male med olie, på TegneskoleKBH's daghold, dvs. du vil både udvikle din sans for form (tegning), og farve (maleri). Du vil skiftevis komme til at arbejde med hurtige skitser og længere studier, både efter opstillinger og efter model (portræt og nøgenstudie). Fra tid til anden vil eleverne tegne portrætter af hinanden.

Vær opmærksom på, at det forventes at du laver mindre hjemmeopgaver fra uge til uge.

Form:

På TegneskoleKBH har vi en analytisk tilgang til tegning, hvilket vil sige at vi fokuserer på motivets rumlige struktur. Vi begynder med simple opstillinger af geometriske figurerer, derefter tegner vi efter gipsafstøbninger, og siden efter model.

Analytisk tegning er ikke længere så udbredt i vesten, så undervejs på kurset vil du højst sandsynligt få et helt nyt blik på, hvad tegning er.

Analytisk tegning er haptisk snarere end optisk, dvs. det er som at lave en skulptur, blot på papir. 

Farve:

Jo bedre formforståelse du har, des mere fri kan du være, når du maler.

Vi stræber efter et enkelt, realistisk, men også et frit og ekspressivt udtryk, som det findes hos f.eks. Sargent, Krøyer og Sorolla, der alle er malere fra tiden mellem naturalismens stringens og impressionismens frie leg. Vi vil arbejde med at forbedre din komposition, konstruktion og farveholdning samt at ignorere unødvendige detaljer. Du vil med andre ord blive trænet i at male med stærke og overbevisende penselstrøg.

Rasmus Aaggard Foto Kvadratisk

Rasmus Aagaard

Daglig leder

Grundlægger af TegneskoleKBH
Vinder af DR1-programmet Danmarks bedste Portrætmaler 2018.
Følg ham på Instagram HER
Se eksempler på hans arbejder på rasmusaagaard.com

Xenia Michaelsen

Xenia Michaelsen

Underviser og portrætkunstner

Xenia er en erfaren russisk/dansk portrætmaler, som er uddannet ved Moskvas Kunstakademi og Danmarks Designskole. Xenia Michaelsen nåede finalen i DR1-programmet Danmarks bedste Portrætmaler 2018.
Se hendes hjemmeside portraetter.dk
og følg hende på Instagram her.

Simon Eriksen

Simon Eriksen

Underviser

Simon har tegnet i mange år og har en speciel forkærlighed for portrættet. Med to semestre på TegneskoleKBH's daghold bag sig, er han velfunderet i de fundamentale principper der ligger til grund for klassisk, figurativ tegning, og meget fortrolig med skolens konstruktions-baserede tilgang.